Sund og Aktiv livsstil s

Hvad er nu det for noget?

Sund og aktiv livsstil er et nyt koncept, som Runners Corner i Herning har startet op pr. 1. maj 2009.

Som alm. danske bliver vi konstant mindet om, at vi skal røre os mere, spise sundere og generelt leve et liv, der ikke er så usundt.
Og hvordan gør man så lige det? De færreste kan overskue at vende sit liv på hovedet fra den ene dag til den anden. Derfor vil vi gerne komme med vores forslag på et sundere liv, hvor kost og motion hænger sammen på en måde de fleste kan overskue.

I samarbejde med Herining Folkeblad og helleforsundkost.dk annoncerede vi derfor efter 6 personer, der oprigtigt havde brug for hjælp til at ændre livsstil. Dette tilbud har vakt stor interesse blandt læserne, så udvælgelsen har været svær. Men nu er 6 personer altså valgt ud. 6 personer med motivationen og lysten til at ændre på sig selv og deres liv. Men som lige manglede det sidste for at kunne få taget hul på det liv, de foretrækker. 

For at give et ordentligt skub er alle 6 blevet klædt på fra inderst til yderst med alt i løbesko, tøj, pulsur og inspiration. De har fået vejledning i kostomlægninger, der skal give fornyet energi til den kraftpræstation, det er at ændre på sine vaner. I den sidste ende skal ændringen jo gerne være varig. Derfor bakkes alle personer op fra flere sider. 

Udover fælles træning under kyndig vejledning fra Runners Corners personale, krydres der med indslag fra flere samarbejdspartnere. Midtjysk Fysioterapi hjælper os med at måle sundhedstilstanden undervejs, så vi løbende kan se forbedringer eller arbejde med forandringer. Herning GF Motion bakker op om yderligere træningstilbud og social motion. Og sidst men ikke mindst dækkes hele forløbet af Herning Folkeblad, så deltagerne bliver holdt op på deres ønske om at ville ændre sig samt selvfølgelig udbreder budskabet om, at vi alle sammen kan komme lidt tættere på det sunde liv - bare vi investerer tid, energi og ikke mindst lyst.
 
Her den korte plan for test-piloterne:

På ca. 5mdr. skal der løbetrænes. Uanset udgangspunkt, så skal der svedes og arbejdes. Målet er at gennemføre 5km eller 10km distancen til Herning ½-marathon ultimo september 2009. Så træning skal der til. Og selvfølgelig viden om hvordan man skal og bør gøre for at nå de mål, som der er sat for den enkelte deltager. Der foretages løbende vejninger og målinger, så delmål som vægttab, blodtryks-sænkning, forøget energi i hverdagen og ikke mindst øget livskvalitet dækkes ind. 

Undervejs i træningsforløbet bliver der motiveret ved feks. træningsformer, ligesom der introduceres nye ruter og metoder at gøre træning sjovt på. 
Træning behøver nemlig ikke være en sur pligt, når bare den tilrettelægges fornuftigt.
Kostomlægning er ligeledes en vital del af livsstilsændringen. Derfor tager Helle Huus Bjerge fra helleforsundkost.dk sig af de enkeltes køleskabe og kostplaner. Der skal ryddes op og ud i mange gamle og dårlige vaner. Men stadig i et tempo, så alle kan være med. De nye tiltag implementeres, så omvæltningen ikke bliver alt for stor. En lille smule omtanke og ekstra viden, kan flytte meget på en almendelig dansk gennemsnits-kost. Så klassiske opskrifter bliver suppleret med nyttige tips til at anvende sundere fødevarer og  derved opnå et bedre kalorie-regnskab i den enkeltes deltagers kost. 

Vi opdaterer løbende med billeder fra træning og fælles arrangementer. Indtil da, læs mere på www.aoh.dk