Skelettets muskler har til opgave at sætte vores forskellige kropsdele i stand til at bevæge sig. Modsat hjertets muskulatur er skelet-muskulaturen viljestyret. Dette gør hjernen istand til at kontrollere musklernes bevægelser.
En muskel-celle består af masse lange tråde, der ligger parallelt i længde-retningen. Disse tråde kaldes actin. Imellem actin-trådene ligger en masse andre tråde, kaldet myosin. Myosinet har en masse små "arme" siddende på sig. Disse arme kan "trække" i actin-trådene.
Derfor: En muskel kan altså KUN trække sig sammen!
Men hvad er det så, der får vore muskler til at trække sig sammen? Det gør nervesystemet. Hjernen fungerer som vores overordnede kontrol-rum over bevægelser. Jo mere indlærte bevægelser vi skal udføre, jo mere overtages bevægelserne dog af nervebundter i vores rygmarv.
Derfor: Jo mere kompleks bevægelse, vi skal udføre, jo mere koncentration skal vi bruge!
En bevægelse starter altså et sted i hjernen eller i rygmarven. Her sendes en lille eletrisk "gnist" afsted i en ledning, der løber hen til en bestemt muskel. Nervetråden udsender så et kemisk stof, kaldet transmitter-substans. Dette får den enkelte muskelcelle til at åbne for lagre af ioner (Ca++). Calcium-ionerne myldrer derefter ind mellem actin- og myosin-trådene og trækker dem fra hinanden, så de små "arme" på myosin kan gribe fat i actinet og "trække" i det.
Derfor: en bevægelse sker vha. både elektriske og kemiske kræfter!
Når armene på myosin-trådene "trækker" i actinet, kræver det energi. Denne energi kan fåes ved spaltning af vores næringstoffer sammen med ilt (aerob). Det tager dog en vis tid for denne spaltning, så kroppen kan også benytte sig af en anden energi-skabende metode. Nemlig, det man kalder for anaerob energi (uden ilt). Fordelen ved denne metode er, at den er meget hurtigere end den aerobe (se ovenfor). Ulempen er dog til at få øje på: ved spaltning uden ilt, sker der dannelse af mælkesyre. Når koncentrationen af mælkesyre stiger i musklen, vil det hurtigt sætte en stopper for musklens udholdenhed.
Derfor: i forhold til løb længere end sprint-distancerne bruges primært den aerobe energi-spaltning. Den anaerobe er dog hele tiden til stede, f.eks. hvis man holder hastigheden kostant op ad en bakke.
Mht. muskel-kontrollen, så har en enkelt muskel-fiber sin egen nerveforsyning. En muskel kan sagtens bestå af mange tusinde muskelfibre. Jo flere muskel-fibre en enkelt nerve-fiber kan aktivere på en gang, jo mere kraftfuld bliver bevægelsen. En nerve og dens tilhørende muskelfibre kaldes en motor-unit. Alt efter muskelstørrelse, kan der være rigtig mange motor-units at arbejde med i bare en enkelt muskel.
F.eks. bliver 2000 muskelfibres sammentrækning mere kraftfuld end 500.
Problemet er bare, at jo større motor-units, jo mere uens bliver bevægelsen. Alle "muskelfiber-bundterne" skal jo netop trække sig sammen i en meget fin rytme for at bevægelse ikke bliver for usikker.
Eks.: Hvis man sammenligner de enkelte motor-units med roere i en stor båd, giver det mening, hvis alle roere sætter åren i vandet samtidigt og dernæst trækker med samme kraft. dette resulterer i den bedst tænkelige ydeevne/effektivitet for musklen.
Derfor: jo flere motor-units, der er involveret i en bevægelse, jo større "synkronisering" kræver det fra nervesystemets side!
Muskelfiber-typer:
Man kan indele skeletmuskelernes fibre i 3 hovedgrupper:
- "Røde" muskelfibre, der er de mest udholdende. Tilgengæld ikke særlig kraftfulde. En udholdende fiber har relativt små motor-units, hvorfor den er mere fin-kooedineret. Desuden indeholder den mange mitochondrier, der er en muskels energiproducerende celle-komponent. Mitochondrierne øger en muskels evne til at omsætte energi vha. iltoptagelse, kaldet aerob omsætning. Ved aerob udholdenhedstræning kan mitochondriernes antal forøges. Dog kan fiberens egenskaber generelt IKKE ændres.
- "Hvide" muskelfibre, der er meget eksplosive, men ikke særligt udholdende. Disse fibre sidder grupperet i store motor-units, hvorfor de kan lave en meget kraftfuld bevægelse. Dog har de et langt lavere antal mitokondrier, hvilket gør dem ude af stand til at omsætte energi vha. ilt. De bruger i stedet anaerob omsætning, hvilket resulterer i ophobning af mælesyre, der igen begrænser udholdenheden på musklens arbejde betydeligt. Fiberne kan ved kraftfuld træning påvirkes til at oplagre en større mængde creatin-fosfat, der er en anaerob energikilde. Dette øger musklens anerobe udholdenhed en smule. Dog kan musklens egenskaber som hovedregel dog IKKE ændres.
- "Lyserøde" muskelfibre, der er en blanding af de to ovennævnte fibertyper. Denne særlige fibertype har en særlig egenskab: den kan nemlig ændre fysisk egenskab, alt efter den træning, den udsættes for. Dvs. at den fungerer som en "stam-fiber", der kan udvikles i enten udholdende eller eksplosiv retning.
Alle muskler i kroppen indeholder alle tre ovennævnte fibrtyper i en given blanding. Derfor taler man også om, at man kan have en genetisk fordelagtig forudætning or at dyrke en bestemt sportsgren.
Eneste måde at bestemme sin muskulære sammensætning på, er desværre ret omfattende. Det kræver nemlig en biopsi, en vævsprøve fra pågældende muskel.