27. oktober 2009:

Runners Night 2009

Ny rute, samme koncept som sidste år. En mørk og kold tirsdag kan man alligevel samle 70 friske løbere, der gerne vil prøve noget anderledse end et klassisk løb. Igen i år indbød ruten ikke ligefrem til hurtige tider. Alligevel blev der løbet stærkere end forventet hos de fleste. Og som snakken gik løberne iblandt, kunne man bagefter høre mange forskellige oplevelser undervejs fra start til mål.

Årets rute startede som vanligt foran butikken i Herning. Men denne gang skulle løberne lige et smut ned i den helt nye p-kælder bag butikken. Ned af to ramper til andet dæk, hvorefter opturen foregik ad en trappskakt til niveau med gågaden. Herefter via gågade og fodgængertunneler til en sløjfe i Knudsmosen. Igen i år med mørke stier og lidt smat til at udfordre asfaltvante løbeben. I mosen gemte sig yderligere en bøhmand, der gav lidt ekstra fart i benene hos de fleste!
Vel tilbage i gågaden, skulle der løbes mod stadion. Flad strækning, men afbrudt af tre lyskryds. Alle løbere nåede sikkert frem til de sidste 200m på centerbanen inden stadions klubhus kunne byde på varme og suppe ovenpå oplevelserne.

STOR tak til Herning GF & Motion for fine forhold på stadion. Desuden til Snejbjerg Motion for vejvisning på ruten!

Se slideshow af billeder HER

Håber vi ses igen næste år til endnu en omgang - vi er endnu ikke løbet tør for skæve ideer til nye udfordringer...

Resultatliste HER 

Omtale fra en deltager:

Efter at vi var kommet i god tid, stod vi og mærkede at sommeren er slut. Mørkt koldt og klart - varmede lidt op. Betragtede alle disse disse smukke figurer mellem 15 og 70, gad nok vide hvordan de ser ud efter "mosen"? Endelig skulle vi til og igang, der blev fortalt lidt praktisk information, lidt sarkastiske bemærkninger om turen og mosen, og ikke mindst om at vores GPSér ville vise forkert ( er mosen så dyb? )
   Spændte var vi, checkede dobbeltknude på snørebånd, brystbælte, lygter, toiletpapir ect, alt var ok.
Starten gik, hen af vejen, ikke falde, ikke løbe i vejen for de hurtigste, ikke tabe dyrebare sekunder.
Byggeplads!, trapper!, parkerings kælder!, der skete virkeligt noget her, selvynk, åndenød og ømme ben nåede man ikke at tænke på. Videre gik turen gennem gader, under Dronningens Boulevard, pludselig var den der, "mosen".Her skulle diverse medbragte lyskilder vise hvad de kunne, nogen kunne lyse hele stien op, andre så ud til at benytte lejligheden til at få batterierne tømt helt, inden der skulle investeres i nye.
   Mosens " Bøhman" underholdte som vejviser inde blandt træerne, nogle blev lidt forskrækkede, os med pulsen på 99,3% af max, havde nok at se til, stierne var gode, nu var det tid til at hænge på hvis man ville holde farten. Ud af mosen, tilbage til byen, under Droninngens Boulevard, ups, hvorfor drejede hende bag mig pludselig af? Shit karl smart, jeg lod fornuften råde, det var mig der løb forkert, tilbage og på rette spor igen.

Nu skulle farten holdes ud til stadion, det var virkelig dejligt med de frivillige hjælpere ved vejkrydsene til at informere om trafikken, samt vise vej. Pulsen blev checket, farten var ok, fulgtes med en der holdt en god og meget konstant fart, ind på stadion. Fik øje på målområdet, lækkert løbeunderlag, øge farten lidt, og pludseligt er man der, endnu et af livets smukke øjeblikke, checker tiden, flot siger man til sig selv.
   Efterfølgende social samværd, suppe, lodtrækning, løbetider ect, går turen hjemaf. I bilen hjemad til Ejstrupholm, går det op for os at 4 af os faktisk ikke har løbet så hurtigt før. Om det skyldes løbets variation, eget præstationsønske, eller om den varme suppe trak i en, ved jeg ikke,  der er nok mange årsager.

Super arrangement, tak skal I have.

Kurt Henning Buus, Ejstrupholm